Cookieinformation

Denne hjemmeside benytter cookies.

Indtast søgeord ...
 

Bliv bedre til at læse din vejrudsigt - WestWind Guide

Skrevet af: Sofie Kyed & Rasmus Q.Thomsen
Juli 2023

Vælg den rigtige udbyder

Der er mange forskellige udbydere, når det kommer til vejrudsigter, men grafikken er afgørende for, hvor brugervenlige de er: ”Det handler om at finde en med et godt farveskema, så det er let at forstå, hvor meget det blæser. Så behøver man ikke at have nørdet det i mange år for at forstå det. Så handler det bare om at finde en, der passer dig,” slår Rasmus Fejerskov fast. Han har en personlig favorit: ”Jeg bruger altid windy, de har nogle gode vejrkort, hvor man kan kigge en time frem ad gangen. Men jeg ved, at mange også bruger DMI. Det vigtige er at vælge en, som man bliver fortrolig med.”
 
Herunder er en tabeloversigt over en række forslag til vejrudsigtstjenester/forecast sites. Disse tjenester benyttes i stor stil af personalt hos WestWind.
 
Beskrivelse Link til tjenesten

Windy.com fungere godt som overbliksværktøj. Tilbyder præcis vejrdata for alle lokationer i verdenen.

windy.com

Surfline.com er et godt website, hvis du skal have styr på bølger og vind på samme tid. 

Windguru.com giver dig et overblik over vinden fra spots rundt omkring i verden. Har lange forecasts.

dmi.dk er den danske meteorologiske vejrtjeneste. De har lange udsigter og har godt styr på vejr og vind i DK.

Den norske vejrtjeneste yr.no er et genialt alternativ til DMI. Sommetider vinder Yr over DMI.


Den lokale forlystelsesbane eller udforskning

Når det kommer til windsurf, kitesurf og wingfoil, er der to afgørende discipliner: at hoppe på bølgerne og at ride bølgen ind. Det kræver en god sidevind, måske med en lille snert side-fralandsvind. ”Man skal helst kunne sejle lige på bølgen på vej ud mod havet, det giver gode hop-muligheder, og så skal man kunne ride på bølgen på vej ind igen,” forklarer den erfarne surfer. Og de forhold er der mange muligheder for at finde på de danske kyster. Både fordi der er meget kyst, og fordi kystlinjen snor sig i bugter og vige. ”Man kan enten køre hen til det lokale spot, som man kender og ved, hvordan fungerer under hvilke forhold,” forklarer surferen. Ellers kan man tage ud og udforske nye steder: ”Så gør man det, at man kigger på vejrkortet og ser, hvilken retning det blæser fra, og så kan man kigge på kortet og se, hvor det giver en god sidevind. Hvis man f.eks. bor i Aarhus, har man hele Djursland rundt, så kan man køre rundt og se, hvor der er side-shore. Så er det lige meget, om det er fra styrbord eller bagbord,” forklarer Rasmus Fejerskov, der selv startede sin surfkarriere som windsurfer med udgangspunkt i Aarhus.

Klassiske spots
  • Middles ved Hanstholm ved vestenvind.
  • Fornæs ved Grenaa med nordenvind.
  • Nordsjælland ved vestsydvest-vestnordvest.



Hvor meget må det blæse?

Når man skal surfe med vinden, kan der komme smæk på. Derfor skal man altid tjekke, hvor meget det blæser, så man ikke bevæger sig ud i noget, der overstiger ens evner.

Her er en rettesnor:
Begynder: Fra 5 m/s og op til 10 m/s
Let øvet: Fra 10 m/s og op til 20 m/s
Ekspert: Fra 20 m/s og op


Hold øje med bølgehøjde og strøm

Udover vindstyrke er der andre faktorer, man skal holde øje med, når man skal på vandet med et sejl. ”Man skal se på bølgehøjde, så man ikke kommer ud i noget, man ikke er klar til,” slår Rasmus Fejerskov fast og fortsætter: ”Det er også vigtigt at tjekke strømmen. Som hovedregel kan man sige, at jo mere det blæser, jo mere strøm er der. Men nogle gange er der også sidestrøm, f.eks. ved Storebælt, derfor skal man altid tjekke strømretningen. Hvis strømmen er imod bølgerne, kan havet stå og koge op,” forklarer Rasmus Fejerskov.


”Vejret skal surfes forlæns men forstås baglæns”

Man kan få utallige gode råd fra den mangeårige surfer, men der er ét råd, der er vigtigere end dem alle, hvis man vil blive god til at læse sin vejrudsigt: ”Det vigtigste er, at du altid læser din vejrudsigt, når du kommer hjem fra en tur på vandet. Så finder du ud af, hvad du rent faktisk var ude i. Hvor kraftig var vinden, hvor kom den fra, var der strøm, hvad var bølgehøjden osv. På den måde får man de reelle data ind i sit eget hoved. Det er der, man bliver klog på vejret. Man surfer altid før, man ved, hvad man har surfet,” pointerer Rasmus Fejerskov og slår fast at: ”Vejret skal surfes forlæns men forstås baglæns.”

Hvor tidligt må man begynde at pakke bilen?
Vi har sikkert alle prøvet det; at tjekke vejrudsigten i løbet af ugen og set, at der er fantastiske forhold i weekenden. For så at blive svært skuffet, når dagen kommer. Man skal derfor vente lidt med at sætte forventninger op. ”I dag er udbyderne så gode, at man fem dage inden kan se, om der kommer et lavtryk. Tre dage inden, kan man være ret sikker. Et døgn inden, kan man godt begynde at pakke sin board bag,” lyder det fra surferen.
Send forespørgsel
Aflysning