Som surfer findes der nok ikke en værre følelse end at gå glip af gode forhold – især ikke, hvis du bare lå hjemme på sofaen og missede det. Derfor er det essentielt at kunne læse en vejrudsigt, så du er på pletten, når de gode forhold rammer. Men det kan være svært at navigere i de mange informationer og forhold. Netop det at forudsige surf er heldigvis noget, den velbevandrede surfer Rasmus Fejerskov har nørdet i årevis, og han deler gerne ud af sin erfaring:
”Først og fremmest skal du vælge en udbyder, du bliver fortrolig med. Der er mange muligheder som DMI, Windy, Ocean DMI osv. Man skal vælge en, og så skal man lære den at kende.
Jeg har valgt Windy, fordi den har gode farver og en god grafik,” fortæller Rasmus Fejerskov. Der findes også en del udbydere, der uden et kort lister de forskellige forhold op og rater med stjerner, som f.eks. den populære Magicseaweed, men dem fraråder den erfarne surfer: ”Når man bare bruger en app, der skriver m/s og giver stjerner uden at have et vejrkort, så får man ikke rigtigt en forståelse for vejret. Det er bedre at bruge et kort, hvor du kan se lavtryk, og hvordan vind og bølger bevæger sig. Så kan du bedre forstå, hvad der sker.”
Og så har han et klart råd, når man skal lære selv at forstå vejrudsigten: ”Det er vigtigt at læse vejrudsigten før surf. Men det er lige så vigtigt efter. Når du kommer hjem fra en god dag, så kig på vejrudsigten igen. Hvad var det egentlig, jeg surfede? Hvad var det for en bølgeperiode, hvor meget blæste det, hvor kom vinden fra? På den måde bliver du klogere og lærer de forskellige spots at kende under forskellige forhold.”
Lær at finde de gode bølger
Når man gerne vil surfe store, rene bølger, bliver det lidt sværere at ramme plet hver gang; så er der flere faktorer, der skal gå op. Havet bevæger sig nemlig uafhængigt af vinden. ”Når man kigger på bølger til bølgesurf, så skal man tænke havet som en lagkage med flere lag. De lag er faktorer, der tæller ind. Jeg vil sige, der er fire afgørende lag,” fortæller surferen.
-
Vindbølger
-
Grundswell
-
Strøm
-
Vind
Et grundswell er, hvis det blæser rigtig meget ude i Atlanterhavet, og vi ikke mærker blæst inde hos os, men den storm stadig sender bølger ind. Typisk fra NV. Måden at spotte et grundswell på er ved at kigge på perioden.
Bølgeperiode
Perioden angiver, hvor mange sekunder der går, fra den ene bølgetop er et sted, til den næste bølgetop er samme sted. Desto højere periode desto større sandsynlighed er der for, at bølgen er genereret langt ude i oceanerne. En høj periode giver typisk en væg på bølgen, dvs. en lang væg at surfe hen ad. Og lange linjer i havet. Hvor en stor bølge uden en høj periode giver et peak uden en væg – den kan være stor at droppe ind på, men turen bliver kort uden en væg.
”Når perioden kommer over 8–9 sekunder, så ligner det et grundswell. Og hvis det så endda kommer ind til os uden vind, så er det rigtig fint,” slår Rasmus Fejerskov fast. Men et grundswell er ikke garanti for en god dag på vandet. En forkert vindretning kan nemlig ødelægge de bedste bølger: ”Du kan have fuldstændig samme forhold med samme bølgeperiode, men med vind fra NV. Det gør, at du har en vindbølge oveni grundswellet, og det ødelægger bølgerne, så det bliver en rodet suppe.” Det er derfor vigtigt at undersøge alle fire lag.
Vinden er afgørende
På den jyske vestkyst er det helt afgørende at have styr på, hvor vinden kommer fra. ”Som surfer skal man kigge efter spots, hvor vinden er fra, men hvor bølgeretningen er på,” forklarer Rasmus Fejerskov og fortsætter: ”Det kan du få i Danmark ved, at du har bugter og moler, der gør, at du kommer i læ for vinden. Så har du bølger, der kommer rundt om molen eller bugten men med en skrå fralandsvind.” Og så skal man være varsom med at sætte forhåbningerne op ved en storm: ”Den typiske fejl er, at alle tror, de skal surfe efter en storm. Når der har været en storm, så er der store bølger. Men det, der er med en storm er, at det blæser lige oveni hovedet på os. Så det er kaotisk og oprørsk. Du får sjældent en god bølge lige efter en storm,” slår Rasmus Fejerskov fast.
De fire vejrtyper i Danmark
Efter flere års studier af vejrudsigten kan Rasmus Fejerskov se fire vejrtyper, der går igen herhjemme:
N-NØ
Typisk om vinteren. Der dannes et lavtryk i Skagerrak, der blæser ned langs den jyske vestkyst. Hvis det blæser nok, kan det få nogle bølger til at wrappe op og løbe langs kysten.
S-SØ ELLER S-SV
Lavtrykket bliver dannet nede omkring Den Engelske Kanal og Tyskland, som kører op langs kysten hos os. Danner også en bølge, der kan wrappe op langs kysten.
Ø
Ren fralandsvind (på vestkysten) Dage med ren fralandsvind fungerer kun, hvis der er grundswell med en periode over 10 sekunder. Ellers er vandet fuldstændig fladt.
V-SV
Onshore vind og onshore bølger. Når man er blevet rigtig sulten, må man tage det, der kommer. Typisk om sommeren, når der ikke kommer så meget swell, må man tage ud i blæsten i stedet. Det er vinden, der skaber bølgerne, så perioden er lav, typisk omkring 5 sekunder. Det øjeblik, det ikke længere blæser, vil bølgen dø ud. I hele landet kan man surfe vindbølger, når vinden er direkte på kysten.
Hold øje i god tid
Vejret kan selvfølgelig ændre sig med kort tid, men man kan alligevel godt få en ide om, hvad der er i vente forholdsvist tidligt: ”Man kan godt fem dage inden få en fornemmelse af lavtryk og se, om der er noget stort på vej. Det, der kan snyde er, hvordan lavtrykket rammer. Det kan tage af eller tage til. Men de sidste to dage inden kan man godt begynde at være sikker,” slår surferen fast.
Herunder er en tabeloversigt over en række forslag til vejrudsigtstjenester/forecast sites. Disse tjenester benyttes i stor stil af personalt hos WestWind. Det kan varmt anbefales at gøre brug af en eller flere af disse tjenester hvis du en dag står i dilemmaet om hvorvidt det er havet eller kontoret der kalder!
Beskrivelse
|
Link til tjenesten
|
Windy.com fungere godt som overbliksværktøj. Tilbyder præcis vejrdata for alle lokationer i verdenen.
|
|
Surfline.com er et godt website, hvis du skal have styr på bølger og vind på samme tid.
|
|
Windguru.com giver dig et overblik over vinden fra spots rundt omkring i verden. Har lange forecasts.
|
|
dmi.dk er den danske meteorologiske vejrtjeneste. De har lange udsigter og har godt styr på vejr og vind i DK.
|
|
Den norske vejrtjeneste yr.no er et genialt alternativ til DMI. Sommetider vinder Yr over DMI.
|
|